Drengerøvs-serie-Californication

Drengerøvsserie: Californication

Mangler du inspiration til hvad du skal få tiden til at gå med når du ligger på sofaen dagen derpå og knap nok kan bevæge dig længere end ud til toilettet og tilbage igen, så frygt ej. Californication er nemlig en af de bedste serier, som passer perfekt til disse dage. Som titlen nok antyder (med reference til rockgruppen Red Hot Chili Peppers), så handler serien ganske enkelt om sex, alkohol og dårlige beslutninger, men der er dog også nogle underliggende temaer som også er værd at notere. Serien berører således også emner som kærlighed, sårbarhed, utilfredshed med livet og forældre som synes at der børn bliver alt for hurtigt voksne. Serien er dog ikke særlig højtidelig og imellem det seriøse leveres en humor der med garanti vil give dig et godt grin.

Seriens hovedperson er Hank Moody, en ellers succesrig forfatter der har taget lidt af en deroute – både når det gælder hans karriere, men også i hans privatliv. Vi følger hvordan han ihærdigt prøver at rette op på alle hans fejl, men alligevel formår at fejle igen og igen. Gennem hele serien har man sympati med Hank Moody, der portræteres perfekt af David Duchovny, som udover sin medvirken i denne mest er kendt for sin rolle i The X Files. Han er perfekt castet til denne serie og har den her rock n’ roll attitude som gennemsyrer hele serien fra start til slut. Han er som nævnt en afdanket forfatter der mest af alt lever til dagen og vejen på succesen fra hans tidligere roman. Han drikker og har sex med den næste lækre – og gerne 20 år yngre – pige han møder, som han i øvrigt har nemt ved at forføre. Til tider virker han ligeglad med hans karriere, hans datter og hans ekskone, men imellem alle hans ugerninger sidder man med en følelse af at han virkelig forsøger at rette op på hans dårlige vaner og være en god eksmand, men vigtigst af alt en god far til sin datter.

I Californication får du en uhøjtidelig og ekstremt humoristisk serie, hvor der nemt kan forsvinde nogle timer på sofaen dagen derpå. Du får rock n’ roll, sex, alkohol og dårlige beslutninger i en perfekt kombination, der sikrer at du i hvert fald ikke kommer til at kede dig. Så hvis du allerede nu ved at du kommer til at ligge på sofaen på lørdag eller søndag, så er HBO lige nu det eneste sted du kan finde serien i Danmark. Hvis du derimod allerede har set Californication, så kan du få mere inspiration til de bedste film og serier lige her.